Historien bag de lige linjer

Velkommen til Studio Lofabi. Et afdæmpet farveunivers af geometriske former, lige linjer og tern. Formålet med min kunst er, at den skal kunne tilføje farver til din indretning på en fin og enkel måde.

Jeg holder meget af farver, men de må ikke dominere for meget i min indretning. Min kunst er derfor enkel og tidsløs. Jeg har altid elsket lige linjer, da det giver ro og er rart for øjet at se på.

De lige linjer, som er gennemgående i min kunst, opstod ved et tilfælde, da jeg en dag satte mig for at male forskellige former på et lærred. Jeg fandt noget malertape frem, for at få skabt så lige linjer som muligt. Pludselig kunne jeg begynde at se noget spændende tage form, da jeg satte tapen på lærredet. Jeg lagde penslen fra mig, og satte mere tape på. Til sidst stod jeg med et lærred uden maling - men med former og lige linjer skabt af malertape. Og så tog det fart. 

Udover at bruge tape eksperimeterer jeg også med maling, tusch, stof og pap. At kombinere disse materialer giver et fint og spændende 3D-lignende udtryk. Jeg ved aldrig, hvor jeg ender, når jeg sætter det første stykke tape på. Jo længere jeg kommer, jo flere mønstre og former opdager jeg, og til sidst går det hele op i en højere enhed. 

Mit hoved er konstant fyldt med ideer, og jeg ser former og figurer overalt. Jeg finder derfor min inspiration i forskellige ting, jeg ser på min vej. Det kan fx være et håndklæde med et fint mønster, en dørmåtte, farvekombinationer i en trøje, naturen osv. 

Jeg er meget beæret over, at min kunst kan komme til at pryde din væg med rolige former og farver, og jeg tror på, at udtrykket i mine billeder kan passe ind i mange forskellige hjem.

Af hjertet tak fordi du har læst med, og fordi du støtter min lille virksomhed.

De bedste hilsner,

Louise Fahlberg Binnerup // Studio Lofabi